Eller, hvordan jeg lærte at holde op med at bekymre mig og elske bomben.
Jeg føler ikke rigtigt at jeg behøver at lægge ret meget arbejde i at forklare hvorfor jeg synes den her film er god. Det er en klassiker. Alle elsker den, medmindre de er idioter.
Jeg gider ikke skrive mere lige nu, jeg er lidt fuld.
Så! Nu sidder jeg i mit badekar og gider godt lidt mere. Dr. Strangelove er en af de få film jeg har har en rejse med og på en måde er vokset med. Vokset i den forstand at jeg var utroligt glad for den første gang jeg så den og efterfølgende, som jeg lærte mere om politik og komedie og mig selv, fandt flere og flere lag jeg kunne værdsætte i.
Ved første øjekast er det bare veludført farce comedy. Alle opfører sig overdrevet og åndssvagt og der er en iboende humor i skuespilspræstarionerne, uafhængigt af plottet. Et lag jeg fandt hurtigt var at finde ud af at tre af de særeste roller alle er spillet af Peter Sellers.
Næste lag er manuskript håndværket. Den fantastiske timing, måden en latterlig karakter interagerer med en straight man, linjer som “you can’t fight in here, this is the war room!” og navne som “Buck Turgidson”. Det er måske i virkeligheden ikke så meget et ekstra lag, som det er evnen til at beskrive og forstå nogle af de komiske elementer der allerede virker i filmen.
Noget af det der har talt til mig senere i min oplevelse med filmen er den plads i en historisk kontekst. Igen måske en ting der har talt til mig fra starten, men som jeg først rigtigt har formået at beskrive nu (delvist takket være Friendly Fire podcasten).
Jeg havde altid været vant til at betragte historie som kedeligt og klassisk humor som et stift medie der ikke fandt sit fodfæste før allertidligst i firserne. Klassisk humor, antog jeg, var slapstick. Gøg og Gogge (som jeg nok egentlig også burde genoverveje) og bananskræller. Men at se en komedie fra *checks IMDB* NITTEN-FIREOGTRES! have samme niveau af bid, relevans, morbiditet, surrealisme og timing som nuværende humor, hvis ikke mere, var en kæmpe øjenåbner.
Meget af det skyldes selvfølgelig også at Kubrick var en mutant af et filmgeni hvis lige aldrig rigtig er set siden. I hvert fald ikke helt på samme måde. Men det er egentlig ikke rigtigt relevant for hvad jeg snakker om her. Jeg var en kæmpe Kubrick wanker i en del år, men de ting jeg finder interessante her er mere dem jeg har taget med mig efterfølgende.
Jeg har grint højlydt i mit badekar adskillige gange mens jeg har skrevet dette indlæg og tænkt på ting som f.eks. en dødseriøs amerikansk løjtnant der hedder Bat Guano (if that IS your real name). Jeg synes denne film er brandsjov og jeg er glad for at den findes.